God sejr til 3. holdet
Lørdag eftermiddag spillede 3. holdet kamp, hvor modstanderne var ABC fra Allerød.
Vi mødte bundholdet og vore forventninger til sejr, var uden at undervurdere ABC, tårnhøje.
Holdet bestod af Arne S, Ann, Berit, Max, John, Tom og Michael, sidstnævnte startede som reserve.
Vi kom virkelig godt fra start og fik oparbejdet et solidt kegleforspring, idet vi i 1. serie væltede 1024 kegler mod ABC’s 919. Max lagde ud med kampen første 200 serie (202) efterfulgt af Berit med 195 og Ann der i denne serie lavede “beskedne” 180.
I 2. serie fortsatte vi de gode takter, Michael var kommet ind i stedet for Tom og Ann havde nu glemt beskedenheden og fyrede en serie af, på hele 224.
Alle vi andre holdt os på et pænt stabilt niveau og vi sluttede serien med et samlet keglefald på 994 mod 865.
Så byttede vi baner og det plejer nogle gange, rent psykologisk, at betyde nedgang i spillet, men ikke for Køge 75.
Ann fortsatte med at tæske løs på keglerne og denne gang med endnu en superflot serie på 231 efterfulgt af Max, der igen spillede en god serie, med 193 væltede kegler. Vi sneg os igen over 1000 væltede kegler (1004), mod ABC Allerøds 928.
I 4. serie stod Arne S. over og blev afløst af Berit, der havde været ude i 3. serie.
Nu skulle arbejdet gøres færdigt, så vi kunne sikre alle 10 point
Men desværre endte det som det ofte sker i bowling, koncentrationen i sidste serie svigtede og spillet blev for svingende.
ABC fik bedre fat i spillet og selv om vi kæmpede hårdt om keglerne, måtte vi til sidst se og slået med 25 af de opretstående hvide pinde og dermed et tab af 2 vigtige point.
ABC Allerød væltede 956 mod vores 931, ærgerligt, ærgerligt!! Samlet blev keglefaldet på 3953 til Køge 75 og dermed 8 point, mod 3668 til nordsjællænderne, men heldigvis beholder vi vores 3. plads i tabellen, og kan selv være med til at afgøre, hvorvidt vi skal have bronze eller vi skal længere ned i rækken, da vi mangler at spille mod begge vore nærmeste forfølgere, ROAR og Isefjorden.
Men rigtig flot bowlingspil af, både Ann Lønborg, med samlede 793, ta’ den! – og Max Tranberg med 736.